Hvad er kalorier?
Kalorier er en måleenhed, der bruges til at måle energiindholdet i mad- og drikkevarer.
Har vi behov for kalorier?
Ja. Det er vigtigt at indtage en tilpas mængde kalorier for at opretholde en sund kropsvægt og for at have den nødvendige energi til at udføre daglige aktiviteter. Hvis man indtager flere kalorier gennem mad, end man forbrænder gennem fysisk aktivitet, vil det over tid føre til vægtøgning. Hvis man omvendt indtager færre kalorier, end man forbrænder, vil det over tid føre til vægttab.
Hvad bruger vi kalorier til?
Både vores organer og muskler har behov for kalorier for at udføre deres funktioner. Det gælder både for funktioner som vejrtrækning, hjerteslag og andre livsvigtige processer, mens man er i hvile og det gælder for muskelarbejdet, når vi bevæger os.
Man kan også sige, at kalorier er for kroppen, hvad benzin er for bilen. Uden "benzin" kommer vi ingen steder.
Hvor får vi kalorier fra?
Hver gang vi indtager mad- og drikkevarer, får vi samtidig tilført kalorier - på nær når vi drikker vand. Selvom protein, fedt, kulhydrat og alkohol alle indeholder kalorier, så indeholder de både en forskellig mængde, og de har samtidig en forskellig opgave i kroppen.
Kalorier fra protein
Protein findes i fødevarer som kød, fisk, bønner og æg og indeholder 4 kcal pr. gram. Det er en vigtig kilde til vævsbygning og -reparation i kroppen, men det bruges også som en kilde til energi.
Kalorier fra fedt
Fedtstoffer findes i fødevarer som smør, olie, nødder og avocado. De indeholder 9 kcal pr. gram og er en anden vigtig kilde til energi for kroppen.
Kalorier fra kulhydrat
Kulhydrater findes i fødevarer som brød, kartofler, ris, pasta og sukker. De indeholder 4 kcal pr. gram og er en vigtig kilde til energi for kroppen.
Kalorier fra alkohol
Alkohol indeholder 7 kcal pr. gram. Kroppen har ikke behov for alkohol.
Hvor meget energi er 1 kcal?
Definitionen på 1 kcal er den mængde energi, der skal til for at opvarme 1 gram vand 1 grad celcius. Helt nøjagtigt fra 14,5 °C til 15,5 °C.
Kcal og kJ
Energi kan både måles i kalorier (kcal) og kilojoule (kJ).
1 kcal = 4,184 kJ
Tidligere foretrak man generelt kilojoule frem for kalorier. Derfor er der også mange sundhedsprofessionelle, som stadig regner i kilojoule. Den foretrukne måleenhed iblandt den danske befolkning er dog kalorier.
Det kan sammenlignes med, at en længde både kan måles i centimeter og i tommer. Det er blot to forskellige måleenheder, og det er ikke bedre at benytte den ene frem for den anden.
Kalorier eller kilokalorier
Ordene kalorier og kilokalorier bliver brugt som synonymer i Danmark, selvom dette ikke er korrekt.
Det korrekte er, at 1 kilokalorie (kcal) er det samme som 1000 kalorier (cal).
Den korrekte udtale af 200 kcal er "200 kilokalorier", men de fleste danskere siger blot "200 kalorier".
Dette kan lade sig gøre, fordi der i praksis altid henvises til kilokalorier. Så hvad enten vi siger kalorier eller kilokalorier, så ved størstedelen, at der refereres til kilokalorier (kcal).